Kompensationsdage

K-dagene giver dig 5 ekstra fridage om året. Dagene kan overføres til følgende år, men du skal aftale det med din chef i god tid inden 31. december.

Ifølge overenskomsten mellem DJ og DR’s § 9, stk. 12 har du ret til 5 såkaldte kompensationsdage for ”varierende møde- og sluttidspunkter, varierende længder på arbejdsdagene, samt usystematiske overskridelser af den normale arbejdstid…”.

Kompensationsdagene optjenes og afvikles i kalenderåret. Afvikling af kompensationsdage kan ikke uden aftale pålægges, dvs. de kan ikke lægges ind i vagtskema uden forudgående aftale med dig.

Efter skriftlig aftale mellem dig og din chef har du mulighed for at overføre kompensationsugen, så du i alt – og maksimalt – kan afholde 6 sammenhængende kompensationsuger.Du skal dog være opmærksomhed, at din chef ikke har pligt til at indgå en sådan aftale med dig. Det er dog vores opfattelse, at der skal tungtvejende grunde fra chefens side til ikke at indgå en aftale om overførsel af kompensationsdage.

Journalistgruppen anbefaler, at du så tidligt som muligt i løbet af kalenderåret beslutter dig for, hvorvidt du ønsker at søge overførsel, så du ikke lige pludselig står med 5 fridage, du ikke kan nå at afholde. De bortfalder nemlig, hvis de ikke er afholdt eller overført.  

Du er velkommen til at kontakte gruppekontoret, hvis du har spørgsmål.